Kold og dumdristig uden overtræksbukser

Før jeg rejste til Nuuk fortalte en forholdsvis pålidelig kilde mig, at han havde læst på nettet om grønlænderes mest brugte beklædningsgenstande. Ifølge denne kilde går folk i Grønland mest med jeans og taljerede vinterjakker, og grønlænderne griner af alle turisterne når de ankommer i deres store dynejakker og overtræksbukser. Jeg tænkte at jeg i hvert fald ikke ville ligne en uvidende turist når jeg skulle til Nuuk, så jeg pakkede kun jeans i kufferten og lod de vatterede overtræksbukser ligge i København. En intuitiv stemme i mit baghoved dikterede dog lidt fornuft, så for en sikkerheds skyld pakkede jeg nogle uldne lange underbukser og et par regnbukser.

Det første jeg lagde mærke til da jeg ankom til Nuuk, var at alle folk havde overtræksbukser på. Men det var snevejr og bidende kulde, så jeg tænkte at det nok var en vejrbegrundet undtagelse. En uges tid efter var graderne steget op over nulpunktet, og tøvejret og stenbideren, der vist er det ultimative forårstegn i Grønland, meldte deres ankomst. Og folk gik stadig i overtræksbukser.

Jeg undrede mig over overtræksbukse-fænomenet fordi jeg selv gik og svedte, kun iført jeans og min åbenstående dunjakke, der var alt for varm til plusgrader. Umiddelbart var svaret på min undren at overtræksbukserne var et storbys modefænomen som der skulle mere end et par plusgrader til at jage af de cool snowboardere og smarte unge. For man skal ikke kimse ad at Nuuk er en storby i grønlandsk kontekst med hvad det indebærer af modefænomener og anden storbys ageren!

Jeg følte mig ganske umoderne i Nuuk uden et par vatterede smarte overtræksbukser, men fandt det ikke pengene værd at investere i et par når jeg alligevel ville kollapse af hedeslag efter at have været iført dem få minutter. Jeg holdt mig til mine jeans og trøstede mig med, at jeg sikkert var på forkant med forårsmoden.

Jeg gjorde dog et par forsøg på at være med på noderne ved at iføre mig mine medbragte regnbukser, der med lidt held på afstand kunne ligne de moderigtige overtræksbukser. Det virkede ikke efter hensigten hverken modemæssigt eller praktisk: Regnbukserne poser ligesom for meget ved maven og numsen og går indad nedefter i stedet for at have det moderigtige svaj i benene. Rent praktisk er regnbukserne heller ikke et vidunder, da materialet er helt, helt forkert. Under snestormen, der kom efter en uges tid med plusgrader, sked jeg på moden og tog regnbukserne på for i det mindste at isolere mine ben lidt imod chillfaktoren, der nærmede sig minus 35 grader. Regnbukserne var mere til hindring end nytte da jeg bevægede mig ud i snestormen og fik isklumper på øjenvipperne, hvilket er meget ubehageligt da det slører ens blik meget! Da jeg forsøgte at fjerne isklumperne med min ene hånd for at kunne se (og måske også lidt af forfængelighedsgrunde, da jeg helst ikke ville risikere at miste mine øjenvipper der er fine og lange, især med mascara på), frøs min vante fast til isklumperne på mine øjenvipper! Ej, ej, det var noget af en besværlig kamp at få vanten af den anden hånd ved at klemme fast om vanten med lårene, der var tykke af tre lag bukser og glatte af regnbukserne. Jeg fik langt om længe vanten af og med min fingervarme smeltet den isklump, der forenede mit venstre øje med min højre hånd… Snestorm i den arktiske vinter er godt nok barske løjer, og det var altså kun med nød og næppe at jeg kom helskindet igennem den uden et par moderigtige vatterede overtræksbukser i det helt rigtige materiale!!

Siden hen har jeg fundet ud af at overtræksbukserne ikke kun er et grønlandsk modefænomen, hvilket jeg første gang lagde mærke til da en af mine studiekammerater engang var fraværende til undervisningen. Holdet er meget lille, så det er tydeligt når én mangler, og vi spurgte da også alle hinanden om der var nogen der vidste hvorfor hun ikke var til stede. Vi fik svaret da vores underviser fortalte at hun havde snakket med vores fraværende studiekammerat, der var blevet syg fordi hun havde været så dumdristig at gå ud uden overtræksbukser! Hm. Hvis det virkelig var de manglende overtræksbuksers skyld at min studiekammerat var blevet syg, burde jeg have været syg fra det øjeblik jeg betrådte Grønlands jord. Jeg betvivlede ikke min studiekammerats oprigtighed - jeg opdagede blot en mere dybdegående vigtighed ved overtræksbukserne som jeg ikke før havde observeret.

Overtræksbuksernes vigtighed fik jeg bekræftet den dag jeg skulle til foredraget om sprogpolitik i sameland. Det var endnu en meget blæsende dag og omkring minus 20 graders kulde og jeg havde som sædvanlig ikke overtræksbukser på. Jeg var til dagens undervisning og fortalte mine medstuderende at jeg ville tage til foredraget på universitetet om aftenen. En af mine medstuderende gav mig et bekymret elevatorblik og sagde meget alvorligt at jeg ikke måtte tage af sted om aftenen uden overtræksbukser på! Jeg slog det hen med et smil på læben og forsikrede hende om, at jeg hidtil havde klaret mig fint uden overtræksbukser. Men hun holdt mit blik fast med sine alvorlige øjne, og jeg huskede hendes ord da jeg om aftenen tog bussen ud til foredraget iført mine regnbukser. Jeg satte stor pris på hendes råd fordi jeg efter foredraget stod i en ubeskrivelig kold og blæsende sen aften og ventede på bussen i lang tid før den kom. Regnbukserne har helt sikkert holdt mig en tand varmere og beskyttet mig mod den bidende blæst.

Jeg har ikke nogen endelig konklusion på overtrækbuksernes vigtighed. Overtræksbukserne kan synes at være et udtryk for respekt for den kolde og til tider farlige arktiske vinter. En nødvendighed der bliver til et modefænomen, som igen forstærker vigtigheden af at eje et par vatterede overtræksbukser. Nuuk er måske en storby, men ikke mere end at dens indbyggere stadig lever i pagt med naturen.